Under et hvile/kontordøgn på Lindesnes Havhotell hang diktet «Du mørke underlige hav» av Vilhelm Krag på veggen. Det må jeg ta være på her.

Du mørke underlige hav

Jeg ved ei, hvad det kommer af:
dit dybe øie drager mig –
jeg grunder, men forstaar dig ei,
– men stundom jeg fornemmer,
som var jeg ét med dig.
Dit smil, dit dumpe raseri,
som der er ingen lise i,
og din sære stemmer,
som ingen kan forstaa –
– for ingen, ingen vide maa,
hvad du paa bunden gjemmer.

Ja, stundom jeg fornemmer,
som var jeg ét med dig.